Vegansk jordbærtærte a la special:

Ventetiden til Malou kommer er begyndt at blive ulidelig, så der bliver både bagt og lavet masser af mad herhjemme lige for tiden for at få tiden til at gå lidt hurtigere. Her den anden dag faldt jeg over denne opskrift, som jeg lavede helt tilbage i starten af november og jeg kan huske, at den var virkelig lækker, så i dag prøvede jeg lige at lave den igen og den var bedre end jeg huskede. Den er ikke så pæn, men det skal man virkelig ikke lade sig snyde af, for den er virkelig god. Opskriften er delt op i henholdsvis bund, lag 1, lag 2, lag 3 & lag 4. Opskriften er til 4-6 mennesker.

For at lave denne jordbærtærte skal du bruge:
300 gram hvedemel
200 gram smør
Cirka 500 gram jordbær
1 brik soyafløde (250ml)
150 gram marcipan
2-3 tsk agar agar
5 tsk vaniljesukker
100 gram mørk (vegansk) chokolade
En halv dl plantemælk

Sådan gør du:

Bunden:
Start med at tænde ovnen på 200 grader. 300 gram hvedemel og 200 gram smør hældes i en skål og æltes indtil det er fast og ikke smuldret. Det puttes i en tærteform og forbages i 10 minutter.

Lag 1: Jordbærmousse
200 gram jordbær, en halv dl fløde og 1 tsk vaniljesukker stavblendes i en skål. Når det er stavblendet, skal det hældes i en gryde. Der skal skrues helt op for varmen på blusset. 2-3 tsk agar agar tilsættes i gryden. Rør rundt i et par minutter til det hele er godt blandet sammen.  Tag gryden af blusset når moussen begynder at være lidt fast. Nu skal det i fryseren i en halv times tid for at få det til at køle hurtigt, så det sætter sig. Imens kan lag 2 laves.

Lag 2: Marcipanmasse
Marcipanen og 50 gram jordbær stavblendes indtil det er en mos. Derefter tilsættes en halv dl fløde, 1 spsk mel og 1 tsk vaniljesukker. Det hele røres godt sammen indtil alt er blandet.

Lag 3: Chokoladesovs
Chokoladen smeltes med en halv dl plantemælk i en gryde eller over vandbad.

Lag 4: Vaniljecreme
Resten af fløden og 3 tsk vaniljesukker piskes godt sammen til fløden har en god “cremeagtig-konsistens”.

Sådan “samles” kagen:
På bunden startede jeg med at fordele marcipanmassen og derefter jordbærmoussen. Når det er gjort, skal den i ovnen i 25 minutter på 200 grader. Når den er taget ud af ovnen hældes chokoladesovsen på, og den bages nu igen i yderligere 10-15 minutter til chokoladen er sunket godt ned i kagen. Når den er taget ud af ovnen, skal vaniljecremen på, og til sidst pyntes den med de jordbær der er tilbage.

malou 1

Chiagrød med vanilje:

Jeg har længe hørt om chiagrød, men havde egentlig tænkt at det ikke lød så lækkert, men det skulle da alligevel prøves, så vi forsøgte os lidt frem med mængden af de forskellige ting og endte ud i denne opskrift og den smager SÅ godt. Den smager lidt af slik og dræber derfor min evige sukkertrang. Nicolai har den også med i madpakken nogle dage, da den mætter og så er den også rig på både calcium og protein, win win♡

Ingredienser til 1 person:
1,5 dl plantemælk
1 tsk vaniljesukker
2,5 spsk chiafrø

Fremgangsmåde:
Plantemælken, chiafrø og vaniljesukker blandes sammen i et lille glas, rør rundt i det til alle chiafrø ligger i mælken og ikke ovenpå. Lad det stå ved stuetemperatur i 45 minutter og rør herefter godt rundt i det igen. Det skal nu stå på køl i 1,5 time. Når det har stået på køl i 45 minutter, skal det røres rundt i igen og derefter skal det bare stå i køleskabet i yderligere 45 minutter og så er chiagrøden ready to eat. Den kan dog sagtens gemmes i køleskabet i et par dage.
Serveres eventuelt med frugt, vi puttede mango på toppen og det satte lige prikken over i’et.

malou

10 ting jeg godt ville have vidst om at være gravid:

At være gravid er slet ikke som jeg havde regnet med indtil videre. Jeg havde forventet, at enhver graviditet ville være med ekstrem kvalme, opkast og noget man tænkte bare skulle overståes. Jeg har dog fundet ud af, at ingen graviditet er ens og at der er mange underlige ting, som kan være forbundet med det at skabe et lille liv. Jeg synes, at min graviditet har været relativt nem indtil videre og jeg nyder at være gravid og det er bestemt ikke sidste gang, at jeg er det, for indtil videre er jeg heldigvis ikke en af dem med de værste gener. Det kan dog nå at ændre sig meget, da jeg kun er halvvejs. På trods af en nem graviditet indtil nu, har jeg oplevet et par underlige ting i forbindelse med at være gravid. Her er 10 eksempler:

1: Bekymringer
Det er virkelig kommet bag på mig hvor mange bekymringer, der følger med når man er gravid. Jeg vidste godt at der ville være bekymringer, men jeg var ikke klar over at der ville være så mange og at de ville være så slemme.

2: Cravings
Jeg er virkelig blevet overrasket over hvor slemme cravings kan være. Det er vildt hvor meget man kan få lyst til en bestemt madvare. Nogle dage kan jeg slet ikke leve uden en bestemt madvare og så lige pludselig kan jeg slet ikke fordrage den samme madvare. Jeg har slet ikke tal på hvor mange gange Nicolai er blevet sendt ud for at handle et eller andet til mig, som jeg simpelthen ikke følte, at jeg kunne leve uden.

3: Smertefulde ligamentsmerter/bækkensmerter
Før jeg blev gravid vidste jeg ikke hvad ligamentsmerter var, men jeg vidste godt at man kunne få bækkensmerter ved at være gravid, jeg var bare ikke klar over hvor ondt det kunne gøre. Jeg er virkelig blevet overrasket over hvor smertefulde ligamentsmerter og bækkensmerter kan være. Nogle dage kan jeg slet ikke gå, på grund af smerter i lænden, bækkenet og lysken.

4: Hæmorider
Jeg ville virkelig gerne have vidst, at man altså kan få hæmorider når man er gravid, av for *** hvor kan de altså gøre ondt hahah. Det er lige så smertefuldt, som det er klamt.

5: For meget mavesyre
Jeg havde aldrig hørt om, at kroppen simpelthen kunne producere for meget mavesyre når man er gravid. Det kan virkelig brænde i hele maven være smertefuldt og være skyld i de værste opkastninger. I mit tilfælde var det så slemt, at jeg måtte kontakte læge og få piller imod det. De hjælper heldigvis.

6: Træthed
Trætheden som gravid kan være virkelig, virkelig slem. Jeg havde en periode hvor jeg snildt kunne sove 3 gange i løbet af en dag og stadig sove normalt om natten. Jeg var lige så træt da jeg vågnede, som jeg var da jeg lagde mig til at sove. Min træthed er heldigvis gået væk her i 2 trimester, men mon ikke den kommer tilbage i næste trimester.

7: Hovedpine
Jeg havde en periode på cirka 8 uger med voldsom graviditetshovedpine, alle mine tal lå som de skulle. Intet var galt, det var bare fordi at min krop ændrede sig. Jeg har aldrig haft så ondt i mit hoved før, det var virkelig slemt og ikke til at holde ud..

8: Sarte slimhinder og tandkød
Jeg gad godt at have vidst, at man altså får sarte slimhinder og sart tandkød som gravid. Lige pludselig ud i den blå luft havde jeg næseblod og det har jeg ikke haft siden jeg var barn og hver gang jeg børster tænder, er der blod med. Halleluja for kroppens underlige sider.

9: Man bliver afhængig af at shoppe til baby
Hvis der er noget, som jeg virkelig har fundet ud af, er det at man kan slet ikke holde op med at købe ting til de små. Jeg glemmer at købe alt nødvendigt til mig selv, men Malou har allerede et skab + mere fyldt med alverdens ting. Uanset hvor man handler, falder man for et eller andet sødt, som hun bare MÅ have og selvfølgelig kommer det med hjem. Hun mangler ihvertfald ikke noget, tværtimod har vi nok købt liiiidt for meget haha.

10: Der findes både gode og dårlige dage
Nogle dage er fyldt med energi og overskud til både at handle, rydde op, gøre rent, lave mad og så videre imens andre dage er fyldt med træthed, lændesmerter, bækkensmerter og intet overskud overhovedet. På disse dage er min seng og netflix det eneste jeg bruger tid på.

malou

Vi glæder os så meget til at kunne kysse hendes søde lille mund og hendes tykke kinder♡

Update på vores boligsituation:

Tilbage i februar skrev jeg om vores situation med hensyn til bolig, hvor jeg fortalte at vi var skrevet op 8 forskellige steder og at det så positivt ud med hensyn til, at ventelisten rykkede hurtigt. Det har desværre ændret sig til det helt modsatte. Vi rykker overhovedet ikke på ventelistepladsen, så vi har skrevet os op til flere boliger, men det ser desværre ikke mere positivt ud med dem. Vi har derfor været tvunget til at indse, at vi med 99,9% sikkerhed kommer til at bo her med Malou den første tid. Men det må vi jo bare tage med og det går nok også. Det er jo kun midlertidigt. Som det ser ud lige nu, skal jeg stadig søge uddannelseshjælp når jeg rammer uge 28 og så håber vi, at vi kan blive opprioriteret til en lejlighed af kommunen, så vi i det mindste kan flytte kort tid efter hendes ankomst, for vi vil gerne, at vi har vores egen base, vores eget hjem og dermed vores egne vaner og ting. Det er en smule svært når man bor to familier i én 4 værelses. Vi glæder os bare til at kunne starte vores helt eget liv med Malou i vores kommende hjem. Vi sørger også for at have alt klar til at flytte hjemmefra udover sofa og sofabord, da vi ikke har et sted at opbevare det. Seng, spisebord og spisebords-stole sørger vi for at have i forvejen. Alle småting til fx køkkenet har vi, vi mangler kun spisebordsstole, sofa og sofabord som nævnt i et tidligere indlæg omkring bolig & økonomi, som kan læses HER. Nu må vi se hvad tiden bringer og hvordan det hele ender når hun kommer til verden om 4,5 måned, lad tiden gå (MEGET) hurtigt♡

malou

Billedet er taget for 2 dage siden, jeg er 20+2 i dag♡

Vegansk & koffeinfri iskaffe:

Nu hvor solen så småt titter frem og forårsvejret for alvor er på vej, findes der ikke noget bedre end et glas iskaffe. Vi elsker det og drikker det hver gang der er godt vejr, man kommer helt i sommerstemning. Jeg har derfor skrevet ned hvordan jeg laver vores iskaffe. Den er selvfølgelig koffeinfri efter jeg er blevet gravid.

Ingredienser til iskaffe til 2 personer:
6 dl plantemælk (Rismælk eller soya vanilje fra Naturli er vores favoritter)
3 dl koldt vand
4 tsk koffeinfri instant kaffe. (Vi bruger Peter Larsens økologiske og koffeinfri)
5 tsk vaniljesukker
Mørk sirup efter smag
Isterninger efter behov.

Sådan gør du:
Plantemælken og vandet hældes i et decilitermål og derefter tilsættes kaffen. Rør godt rundt i det til at kaffen er opløst og det er karamelfarvet. Tilsæt nu vaniljesukker og rør rundt i det til vaniljesukkeret er opløst. Hold øje med at det ikke sætter sig på bunden.
Vi plejer nu at dele iskaffen i hver sit glas og hælde sirup og isterninger i efter behov. Husk at røre rundt når siruppen er hældt i, da det ellers sætter sig i bunden. Vi plejer at bruge cirka 4 isterninger per glas og der er omkring en halv liter færdig iskaffe til hver.
OBS. Mængden af kaffe kan variere alt efter hvilken slags man bruger. Der skal kun cirka 2 tsk kaffe i, hvis der er koffein i kaffen. Ellers bliver den alt for stærk.

 

iskaffe